Bogen

Hvis du er interesseret i vores bog, ‘Politisk psykologi: Fordi politik er personligt’, kan du se bogens forside og bagside her (tryk på billederne for at se dem i stort format).

Uddrag fra bogens indledning

Vi er alle rationelle! Denne tilsyneladende uskyldige tiltro til mennesket har siden Aristoteles udgjort præmissen for vores forståelse af verden og politiske handlinger. Når folk tillader sig at handle irrationelt, ved vi ikke længere, hvilket ben vi skal stå på. For rationelle mennesker begår ikke folkemord, rationelle mennesker bliver ikke terrorister eller religiøse fanatikere. Rationelle teorier kan ikke forklare, hvorfor hutuer dræbte 800.000 tutsier i 1994, hvorfor al-Qaedas selvmordsterrorister den 11. september 2001 tvang to fly ind i Twin Towers og dræbte 2.993 mennesker, eller hvorfor Danmark blev lagt for had, da Jyllands-Posten i 2005 publicerede tegninger af profeten Muhammed. Mange af vor tids største udfordringer er skabt af folk, vi ikke kan forstå, fordi de handler irrationelt, og det stiller nye krav til os. Den bærende tanke i denne bog er, at vi er tvunget til at søge forklaringer andre steder og revurdere samfundets forventninger til rationalitet – og at  politisk psykologi er en af de veje, vi kan følge, hvis vi vil nå en mere præcis forståelse af, hvordan mennesker agerer i verden. Denne antologi består derfor af 14 bidrag, der belyser, hvordan mennesker rent faktisk tænker og handler, dels når vi er alene, og dels når vi er en del af en gruppe.

Studiet af politisk psykologi har i samfundsvidenskaben ofte været reduceret til kuriøse indfald i debatten. Disse indfald gav anledning til megen morskab over ny viden om Adolf Hitlers og John F. Kennedys stofmisbrug, magtelitens ukuelige evne til at begå hybris og menneskets hang til at holde fast på en bestemt – forkert – opfattelse af verden. Men politisk psykologi er ikke blot en samling anekdoter. Tværtimod. Politisk psykologi er en veludviklet disciplin, der er i stand til at forklare den måde, hvorpå vi forstår hinanden, træffer beslutninger og indretter samfundet. Især rettes fokus mod de uheldige konsekvenser, det har, at den menneskelige hjerne systematisk fejlvurderer situationer. Når eksempelvis politikerne udvikler politik og opbygger samfund ud fra, hvordan vi ”tror”, mennesker er, i stedet for hvordan vi faktisk ”er” – så opstår uholdbare institutioner og begivenheder, der har vidtrækkende konsekvenser for os alle. Krige, kriser og politisk ustabilitet har alle menneskelige ansigter. Det er bogens præmis, at evnen til at begribe alt dette et langt stykke ad vejen kan forklares ved at forstå menneskets natur og studere vores systematiske tilbøjeligheder. Det er kernen i politisk psykologi.

Politisk psykologi udfordrer ideen om mennesket som et rationelt væsen og angriber således selve det grundlag, samfundet er indrettet på: Politikere og politiske eksperter er oftest enige om, at politiske aktører er formålsrationelle og nyttemaksimerende. Ud fra denne forståelse antages det, at individer, organisationer og stater opstiller mål, indsamler information om forskellige valgmuligheder, beregner fordele og ulemper ved de forskellige mål og på baggrund heraf træffer den mest optimale, og dermed rationelle, beslutning. Den rationelle aktøropfattelse ligger også til grund for vores forståelse af, at andre staters handlinger er rettet hen imod maksimering af magt, territorium og velstand, hvad enten det gælder militære konflikter som den mellem Israel og Palæstina eller EU-forhandlinger om mælkekvoter. Politiske eksperter antager således også, at politikeres handlinger altid er rettet mod maksimering af stemmer, hvad enten det handler om en politikers klipning af sit skæg – som da Mogens Lykketoft blev stylet i 2004 – eller fundamentale kovendinger. Konsekvensen af, at vi blindt opfatter alle som rationelle, er, at politiske og samfundsmæssige institutioner indrettes til det rationelle menneske i stedet for det rigtige menneske (Green og Shapiro 1994; Monroe og Maher 1995). Politisk psykologi fremfører derimod et mere realistisk og nuanceret syn på de psykologiske kræfter, der styrer både individer og grupper.

Antagelserne om formålsrationelle og nyttemaksimerende aktører udspringer af rational choice-teorien og fungerer som grundlag for den måde, hvorpå vi definerer både politiske problemer og løsninger. Når alle aktører ses som tro kopier af det rationelle menneske, bliver løsningen på et givent problem ofte at skabe et incitament til at handle hensigtsmæssigt ud fra en rationel betragtning. Hvis vi vil have færre indbrud, hæver vi straffen for indbrud, således at det ikke længere er rationelt at udføre sådanne handlinger. Hvis vi vil have en diktator til at opføre sig ordentligt, pålægger vi ham og hans stat økonomiske sanktioner for at øge omkostningerne ved hans adfærd og herigennem få ham til at handle anderledes. Disse incitamentsbaserede løsninger udfærdiges uden nærmere stillingtagen til, om aktøren handler ud fra andre bevæggrunde, såsom hvad der føles rigtigt, hvad der opfattes som værende passende i en given social kontekst, og/eller hvad der kan reducere kognitiv dissonans (Sears 1993; Westen 2007; Giddens 1991; Festinger et al. 1956; March og Olson 1998). Påstanden i denne bog er, at handlinger ikke altid foretages ud fra en formålsrationel handlingslogik, men lige så ofte har til formål at fastholde vores eksisterende virkelighedsopfattelse.

Som det uddybes senere i kapitlet, eksisterer politisk psykologi som en grundlæggende forklaringsvariabel stort set ikke i Danmark. Men fraværet af politisk psykologi i Danmark er problematisk på flere niveauer. På det forskningsmæssige plan kan vi blive bedre til at forstå, forklare og forudsige politisk handling ved at forbedre mikrofundamentet i eksisterende teorier og benytte os af større metodologisk diversitet. På det praktiske plan kan vi blive bedre til at foreskrive, hvordan de politiske institutioner i samfundet bør indrettes, ved at tage højde for, hvordan borgerne og politikerne faktisk agerer. Man kan eksempelvis sætte spørgsmålstegn ved den måde, hvorpå vi vælger vores regering. Hvis nu ikke alle borgere sætter sig ned og overvejer samtlige fordele og ulemper ved de opstillede kandidater, er vores forventning til det demokratiske udfald så rigtigt? Politisk psykologi peger her på, at det langtfra kun er politikernes meninger, der betyder noget, men i lige så høj grad tæller, hvordan disse meninger frames og primes. I valgkampen mellem Nixon og Kennedy viste meningsmålinger eksempelvis, at radiolytterne mente, at Nixon vandt, mens tv-seerne var af den modsatte overbevisning (Jost og Sidanius 2004: 2). Har lyttere eller seere mest ret i deres vurdering af debatten? Diskrepansen illustrerer mere grundlæggende, at måden, hvorpå vi får information, har stor betydning for vores forståelse af verden og handling i den. Menneskets systematiske afvigelser fra rationalitet betyder, at vi ikke handler på samme måde, som vi forventer bl.a. ud fra demokratiteorier. Det vil derfor være oplagt at diskutere, i hvor høj grad vores demokratiske processer passer til samfundets borgere, og herigennem om vi vælger vores politiske ledere ud fra de rigtige kriterier.

Læs også: Professor Brent A. Strathman’s introduktion til politisk psykologi i Danmark.

Reklamer

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s